- admin
Fremgang for Formland
Omdrejningspunktet på Formland Autumn 2016 var kærlighed, og det var præcist, hvad der var at spore hos både besøgende og udstillere i forbindelse med den 65. udgave af Formland. 444 udstillere delte ud af passion og kærlighed til deres produkter, mens tre trendzoner hyldede kærligheden til blomster, chokolade, gæster, fester og de kommende trends. I alt 13.344 besøgende oplevede den gode stemning på tætteste hold, og dermed kan Formland tegne sig for en fremgang i besøgstallet på seks procent sammenlignet med sidste år.
Fire dage med fokus på kærlighed til design og interiør er slut for denne gang. 13.344 indkøbere, stylister og pressefolk var en del af Formland-festen i MCH Messecenter Herning den 18.-21. august.
Et kig ned gennem hallerne afslørede da også både den gode stemning, brede smil og fyldte ordrebøger:
– Det har været en fantastisk oplevelse. Vi har solgt godt, fået en masse spændende aftaler og fået gode kontakter på det tyske marked, sagde Nicolai Adamsen, partner i møbelvirksomheden Manipine, som udstillede på Formland for første gang.
Kommet for at blive
Én af de virksomheder, der også er glade for en veloverstået messe, er Broste Copenhagen. Interiørvirksomheden er for alvor tilbage efter nogle års pause, og de fortryder ikke valget:
– Formland er et yderst professionelt setup. Der bliver gjort meget for at tiltrække både kunder og udstillere ved eksempelvis at lave kreative og inspirerende trendzoner, som alle kan få noget ud af, sagde Paul Christian Knudsen, salgsdirektør for Broste Copenhagen og fortsatte:
– Vi er meget glade for at være tilbage på Formland. Det giver os mulighed for at hilse på både nye og gamle kunder, så vi er kommet for at blive.
Kærlighed over hele linjen
Det er ikke kun hos udstillerne, at man mærker begejstringen og kærligheden til branchen. Hos MCH’s ledelse er der også stor taknemlighed over en velafviklet messe:
– Vi glæder os over den opbakning og tillid, som udstillerne på Formland igen har vist os. Der har været en utrolig god stemning og energi over hele linjen, sagde Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S, og fortsatte:
– Både udstillere, indlægsholdere og gæster viser en kærlighed og en passion, der giver grobund for fortsat udvikling af Formland, som branchens professionelle mødested og markedsplads.